|
Vi vil opfylde vores mission ved at fokusere på de 4 værdier: 1. Personlig udvikling: Vi vil som fodboldklub spille en aktiv rolle i at udvikle det enkelte menneske. Fodbolden skal bidrage til sportslig og fysisk udvikling af vore spillere, menneskelig udvikling gennem deltagelse i en holdsport og ikke mindst ledelsesmæssig udvikling og uddannelse af trænere, tovholdere og spillere. Den måde vi arbejder på skal bidrage til den enkeltes sundhed og velvære - barn som voksen. Der skal arbejdes for en bedre brobygning mellem ungdom og senior, således at overgangen til senior fodbold bliver nemmere for de unge spillere. For at vi kan udvikle os, kræver det at alle forældre, spillere, trænere og ledere påtager sig et ansvar for at bidrage til udviklingen og værne om vores værdier. Alle bidrag er væsentlige. Man kan bruge 3 timer om året på at rydde op efter festivalen, man kan blive træner for et hold eller tovholder for en årgang, eller deltage i et udvalg. Jo flere der bidrager, jo bedre bliver klubben for os alle sammen. 2. Glæde og fornøjelse: Vi arbejder for fællesskabsfølelse og identitet for at skabe oplevelser og glæden ved at dele dem med andre. Vi vil følge DBU modellen, hvor der frem til og med U-10 ikke er selektion af spillere ud fra færdigheds kriterier - holdene skal sammensættes alene ud fra sociale kriterier. Legen skal være det bærende princip - det skal være sjovt at spille fodbold. Vi ønsker at alle vores interessenter skal få oplevelser ved at være en del af FC Skanderborg og at FC Skanderborg er en del af den enkeltes identitet. Oplevelser, fordi de er med til at skabe interessen for at spille fodbold og bevare den, når man som ungdomsspiller når op i junior- og ynglinge årgangene. Identitet, fordi sammenhold og vilje til at yde en indsats for holdet og klubben skabes gennem fællesskabet. Fodbold er en holdsport, hvor evne til at inspirere hinanden er afgørende for lysten til at træne, spille og arbejde for klubben. 3. Tolerance: Vi arbejder for at skabe gensidig respekt, for ligeværdighed, for et forpligtende fællesskab. Fairplay skal være grundlaget for fodbold i Skanderborg - det skabes fra første træning på mindste årgang og vedbliver at være grundlaget igennem hele fodboldkarrieren. Forældre og andre tilskuere skal følge DBU's anbefalinger, som grundlæggende handler om positiv opbakning til alle spillere, respekt for dommere og modstandere. Vi skal respektere hinanden uanset forskellighed og kulturel baggrund. 4. Konkurrence: Fodbold er en sport, hvor det handler om at vinde. Glæden er større når en fodbold kamp vindes og ønsket om at være tilknyttet FC Skanderborg vokser, når vi sammen skaber sportslige resultater. Vi arbejder derfor for at udvikle vindermentalitet, som gradvis skal udvikles gennem ungdomsårene og være markant og bærende, når man bliver senior. FC Skanderborg skal have et attraktivt sportsligt niveau og en placering på fodboldens Danmarkskort, som byens størrelse berettiger til. Klubben skal arbejde målrettet på det under ansvarlig hensyntagen til klubbens økonomiske forhold. Bestyrelsen i FC Skanderborg Maj 2010 |