Menu

Informationer fra FC Skanderborg

image
04. juni 2021 kl. 20:27
Information til alle vores medlemmer, deres familier og sponsorer m.fl.
På vores generalforsamling den 12. maj fremlagde den afgående bestyrelse regnskab for 2020, der udviste et beskedent overskud på kr. 24.522 og en egenkapital på kr. 1.084.305. Et flot resultat i et svært 2020, der var præget af Covid, aflyste træninger og kampe samt manglende indtægter fra bl.a. smuk fest, der normalt er vores største indtægtskilde ved siden af kontingenter. Resultatet kom kun i stand pga. bl.a. støtteordninger, legat fra Aura og et større sponsorat fra team.blue.
Bestyrelsen fremlagde desuden resultatet af to store projekter, der har involveret mange frivillige på tværs af hold, årgange og køn i at definere dels værdier for FC Skanderborg og dels, hvilken retning FC Skanderborg skal ledes mod i årene der kommer.
De nye bærende værdier for FC Skanderborg er:
Fællesskab – vi betyder noget for hinanden
Udvikling – vi bevæger os mod vores potentiale
Glæde – vi leger, motiveres og begejstres
Engagement – vi udviser interesse og respekt
Tilsammen udgør de ordet ”FUGE” – det der holder os sammen. I de kommende år vil vi arbejde meget mere med værdierne. For os er de implementeret når f.eks. en U11 spiller kender dem og vi alle bruger dem som ledestjerne i vores omgang med hinanden.
Når det kommer til retningen for FC Skanderborg vil vi i de kommende år:
Skrue op for tilbud til bredde, piger, drenge, seniorer og old-boys og old-girls.
Bl.a. tilbyde to gange træning året rundt med de nye kunstbaner (se nedenfor).
Tilbyde flere fælles aktiviteter på tværs af årgange og køn.
Påbegynde arbejdet mod at tilbyde talent set-up til piger.
Skrue en anelse ned for drenge talent, men bibeholde et fokus på talent.
Vi skruer ned til at arbejde efter 1 DBU stjerne (skal der refereres til 1 stjerne nu fremfor tidligere mål om 2 stjerner??).
Vi vil være det bedste sted for talenter i kommunen, men vil afgive de allerbedste bedste spillere til vores samarbejdsklub AC Horsens, AGF m.fl.
Øget fokus på egne talenter til vores dame og herre førstehold.
Arbejde meget mere for fællesskab som overskrift for de aktiviteter og prioriteter vi gør i klubben f.eks. vil vi etablere fælles kampdage.
F.eks. vil vi etablere fælles stævner vi som klub vil prioritere at tage til f.eks. forsøge at involvere alle i at skabe indtægter til klubben.
 Arbejde for bedre rammer for alle medlemmer:
I første omgang ved at få 11 mands- samt 8 mands kunstbane etableret på Fælleden i efteråret 2021, der betyder at alle hold fremover kan træne minimum 2 gange om ugen året rundt
I første omgang ved at få to nye omklædningsrum på Fælleden som etableres inden sommerferien 2021.
Deltage aktivt i udviklingen af Fælleden samme med andre foreninger og med det mål af få et klubhus på Fælleden i 2023-2024.
Blive dygtigere til at kommunikere:
Vi har allerede forsøgt med video om Bambusa projektet, nytårshilsen med status på FC Skanderborg og flere Facebook opslag.
Vi vil i 2021 udgive en brochure til alle medlemmer, trænere, frivillige og forældre med en guide til vores klub, værdier, organisation mm.
Kommunikere mere og tydeligere.
Organisere os bedre og øget antallet af frivillige.
Vi har nu nedsat arbejdsudvalg med ansvarlige for henholdsvis Økonomi, Kommunikation, Sportsligt, Kommercielt og Frivillige (bliver synligt på website om få dage).
Arbejde på at gøre det mere attraktivt at være frivillig og ulønnet.
Få tovholder tilknyttet på alle hold eller årgange, til at aflaste trænerne og styrke det organisatoriske og koordinerende arbejde.
Økonomisk er buen aktuelt spændt hårdt med ovenstående prioriteringer samtidig med at:
SMUK fest nu igen er aflyst (udgør normalt ca. 28% af vores indtægter), hvilket udfordrer vores daglige drift.
Vi også arbejder på at samle penge sammen til de kommende kunststofbaner.
Bestyrelsen indstillede derfor til generalforsamlingen at vi:
Øger kontingentet midlertidigt for alle spilere med 125 kr. pr. halve år i en periode indtil vi har betalt resten af det beløb vi mangler til kunststofbanerne. Dette blev iværksat i 1. halvår 2021.
Vi har aktuelt samlet ca. 2.000.000 kr. sammen, men en sponsor har trukket sig tilsagn om 400.000 kr. sponsorat så vi mangler aktuelt ca. 1.400.000 kr.
Vi har tilsagn fra Skanderborg Kommune om et midlertidigt lån således at vi etablerer kunststofbanerne nu og afbetaler lånet over en årrække mod at modregne i det normale kommunale medlemstilskud.
Udover lånet fra Skanderborg Kommune vil vi få behov for at trække på en del af vores egenkapital når vi i 2021 skal betale for kunststofbanerne.
De 125 kr. pr. spiller pr. halve år dækker dermed det manglende kommunale medlemstilskud indtil gælden er afviklet og vi igen får kommunale medlemstilskud.
Vi fortsætter med aktiviteter for at lande flere donationer, sponsorater og arbejdsopgaver således at perioden med de ekstra 125 kr. minimeres mest muligt.
Øger kontingentet for alle medlemmer med 20% med virkning fra 2. halvår 2021.
Dette sker fordi vi er for afhængige af smuk fest som nu er aflyst på andet år.
Vi har valgt ikke at ville skære yderligere i vores medlemstilbud og har allerede skåret i lønninger på afskedigelser som er blevet effektueret.
Denne stigning er dermed alene relateret til klubbens normale drift (dvs. er ikke relateret til kunstbanerne).
Samtidig iværksætter vi endnu flere tiltag på at øge sponsorindtægter (i den seneste periode er de penge primært allokeret til kunstbane) samt arbejdsindtægter.
På generalforsamlingen blev retningen for de kommende år, økonomien samt kontingentforhøjelserne drøftet. Der var naturligvis mange vinkler og konstruktive diskussioner men samlet set var der enighed om og det blev dermed besluttet, at FC Skanderborg har et stærkt tilbud til sine medlemmer og at vi skal arbejde for den retning, som nu er sat samt implementere de øgede kontingenter. De nye kontingenter vil komme til at fremgå af vores website. Det blev understreget, at vi skal være en klub for alle og er der familier, som bliver klemte af ovenstående må vi gå i dialog om løsningsmuligheder.
Endeligt blev der sagt farvel til Knud Dam Hagemann-Madsen samt Christian Gelvad Marcussen, der ikke stillede op for den kommende periode. De har begge gjort et fantastisk stykke arbejde igennem mange år for FC Skanderborg som de blev takket for. I vil være savnet og er altid velkommen tilbage når I er parate igen.
Med farvel til Knud og Christian blev der også sagt velkommen til nye medlemmer af bestyrelsen. Den nye bestyrelse består herefter af:
Jens Højmark (formand)
Thomas Krogh Mathiasen (næstformand og ansvarlig for vores smuk fest aktiviteter)
Jakob Peter Thomsen (sportschef)
Pia Rose Nøhr (ansvarlig for frivillige)
Klaus Rehnsquist (ansvarlig for senior)
Torben Bech Andersen (ansvarlig for økonomi)
Oliver Dahl Peters (kommerciel ansvarlig)
Bestyrelsen ser frem til et godt 2021 med bedre faciliteter, gode oplevelser og fællesskab for os alle i FC Skanderborg.
Ovenstående vil indenfor to uger bliver uddybet i en videopræsentation fra den nye bestyrelse.
Spørgsmål til ovenstående kan rettes til:
Jens Højmark på 21 35 86 70 eller mail jhm@dahllaw.dk
Oliver Peters på 22 22 70 10 eller mail olp@obton.com
Med sportslig hilsen
FC Skanderborg
Luk